Kan du være stresset uden at mærke det?

Hvad stress er ifølge kilderne

Det er værd at have definitionen på plads, fordi ordet bruges om vidt forskellige ting.

Lægehåndbogen bemærker, at begrebet i daglig tale ofte bruges som synonym for, at man har travlt, men også om en længerevarende fysisk og psykisk tilstand. Om den sidste anfører kilden, at tilstanden ikke i sig selv er en sygdom, men en reaktion på belastning bestående af fysiske, psykiske og adfærdsmæssige symptomer.

Reaktionen opstår ifølge kilden, når man forsøger at håndtere krav, der kræver flere ressourcer, end man har til rådighed.

Og så følger den sætning, der gør titlens spørgsmål kompliceret: oplevelsen af stress er subjektiv, og derfor kan den samme belastning opfattes forskelligt fra person til person. Kilden tilføjer, at erfaring og eventuel sårbarhed fra tidligere perioder kan have betydning for oplevelsen.

Kilden fremhæver dermed den subjektive oplevelse som central i vurderingen af stress. Den giver derfor ikke belæg for en særskilt tilstand, hvor man med sikkerhed er stresset uden at mærke det.

Hvorfor spørgsmålet alligevel giver mening

Her er en anden formulering fra samme kilde, og den peger et andet sted hen.

Lægehåndbogen beskriver, at langvarig stress typisk udvikles gradvist over måneder, når belastningerne fortsætter eller forværres, og når muligheden for restitution efter belastningen udebliver.

Det er formentlig her, titlens spørgsmål hører hjemme. En mulig forklaring kan være, at noget, der udvikler sig gradvist over måneder, ikke nødvendigvis opleves som et tydeligt skift.

Bemærk, at det er en forsigtig fortolkning af forløbsbeskrivelsen og ikke et fund om selvindsigt. Kilden beskriver, hvordan langvarig stress typisk udvikles. Den siger ikke, at en gradvis udvikling er svær at opdage, at andre opdager den bedre, eller at den medfører manglende egen erkendelse. Og den beskriver ikke en tilstand, hvor kroppen er stresset uden at man er det.

Kan man måle det?

Det er det nærliggende næste spørgsmål, og svaret er værd at kende.

Spørgeskemaer. Der findes skemaer, som bruges i stressforskning. Lægehåndbogen anfører om et af dem, at det ikke er udviklet til diagnosticering, at det ikke kun giver udslag specifikt ved stress men ved mange former for uspecifikke og belastende livsperioder, og at det derfor ikke kan stå alene som diagnosticeringsværktøj. Kilden angiver, at det kan give en indikation af, hvor hårdt ramt en person er, og hvor meget vedkommende oplever at kunne magte sin hverdag.

Kortisol. Her er mellemleddet vigtigt. Kortisolmåling er et redskab til at undersøge binyrebarkfunktionen ved mistanke om bestemte sygdomme; den er ikke udviklet eller valideret som en diagnostisk test for den stresstilstand, denne artikel handler om. Dertil kommer, at Lægehåndbogen anfører, at en enkelt måling oftest ikke kan bruges til at vurdere binyrebarkfunktionen på grund af den udtalte døgnvariation, og at tolkning af analysesvar er en specialistopgave.

Begrænsningen skyldes altså ikke kun døgnvariationen. En bedre timet eller mere avanceret kortisolmåling ville ikke dermed blive en stresstest. Kortisols rolle er behandlet nærmere i Kortisol og søvn: stresshormonets rolle.

Der findes med andre ord ikke en enkelt blodprøve, biomarkør eller spørgeskemascore, der alene kan fastslå, at du har stress. Det udelukker ikke en klinisk vurdering, hvor samtale, funktionsniveau, belastninger, symptomer og relevante undersøgelser indgår samlet.

Den vigtigste forsigtighed

Det her punkt er det, der betyder mest for sikkerheden.

Symptomerne på stress er uspecifikke. Symptomer, der kunne ligne stress, kan have andre psykiske eller fysiske forklaringer.

Det afspejler sig i, hvordan en klinisk vurdering foregår. I Lægehåndbogens vejledning til sundhedsprofessionelle indgår en differentialdiagnostisk vurdering: teksten anfører, at somatisk sygdom altid skal overvejes, og at der altid skal tages screeningsblodprøver. Den beskriver desuden, at en del stressramte i starten af forløbet udviser tegn på depression eller angst, og at det kan være svært at skelne.

Bemærk, at det er en vejledning til lægen om, hvordan en patient bør vurderes. Det er ikke et råd til dig om, hvornår du skal bede om blodprøver.

Det, der følger for dig, er mere beskedent: at tilskrive symptomer til stress på egen hånd er at springe den vurdering over. Ikke fordi stress ikke kan være forklaringen, men fordi det er netop den slags afklaring, en klinisk vurdering indeholder.

Hvad du kan gøre i stedet for at diagnosticere dig selv

Punkterne her er praktiske refleksionsspørgsmål fra Livet i Balance. De er ikke diagnostiske redskaber og ikke dokumenterede metoder til at opdage stress, man ikke selv har bemærket.

Se på belastningen frem for på dig selv. Kildens definition handler om forholdet mellem krav og ressourcer. Det kan være lettere at beskrive, hvad der er lagt til i dit liv, end at vurdere din egen tilstand.

Se på restitutionen. Kilden fremhæver, at langvarig stress udvikles, når muligheden for restitution udebliver. Om du har perioder, hvor du reelt kobler af, er et konkret spørgsmål.

Overvej at spørge nogen, der kender dig. Det er et praktisk forslag og ikke en påstand om, at andre generelt opdager stress bedre end en selv.

Lad være med at bruge et tal som svar. Hverken et spørgeskema, du finder selv, eller en måling fra en enhed kan alene fastslå det.

Lad være med at afgøre spørgsmålet selv, hvis noget bekymrer dig. Det er netop den vurdering, en klinisk kontakt indeholder.

Hvornår bør du tale med din læge?

Om lægekontakt er relevant afhænger af symptomets karakter, hvor alvorligt det er, hvor længe det har stået på, om det bekymrer dig, og hvor meget det påvirker din hverdag. Denne artikel opstiller ingen tærskler for det.

Det, der taler for ikke at afgøre det selv, er, at symptomer, der kunne ligne stress, kan have andre psykiske eller fysiske forklaringer, og at den afklaring er en del af en klinisk vurdering.

Et selvstændigt og alvorligt faresignal: har du tanker om ikke at ville være her eller om at gøre skade på dig selv, skal du søge hjælp hurtigt. Det gælder uanset, om du selv mener, at årsagen er stress. Det er ikke et stresssymptom på linje med de øvrige, og det bør ikke afvente noget. Kontakt din læge, lægevagten eller den akutte psykiatriske hjælp i din region.

Oplever du vedvarende nedtrykthed eller manglende glæde ved det, der plejer at give glæde, er det også værd at tage op, uanset hvad du selv tror årsagen er.

Bekymrer din tilstand dig i øvrigt, eller påvirker den din hverdag væsentligt, er det rimeligt at tage det op. Det er et forsigtigt redaktionelt råd og ikke en klinisk kontaktregel fra kilderne.

Handler det om søvnen, er spørgsmålet om lægekontakt behandlet i Hvornår er søvnproblemer noget for lægen?.

Hvor kan du starte?

Det korte af det lange: kilderne fremhæver den subjektive oplevelse som central og giver ikke belæg for en tilstand, hvor man med sikkerhed er stresset uden at mærke det. Langvarig stress udvikles typisk gradvist over måneder, og en mulig forklaring på spørgsmålet er, at en sådan udvikling ikke nødvendigvis opleves som et tydeligt skift. Der findes ikke en enkelt blodprøve, biomarkør eller spørgeskemascore, der alene kan fastslå det, og symptomer der kunne ligne stress kan have andre forklaringer.

Et praktisk sted at begynde kan være at se på, hvad der er lagt til i dit liv, og om du har perioder med reel restitution.

Vil du vide, hvordan stress i dagtimerne hænger sammen med natten, ligger det i Stress om dagen, dårlig søvn om natten. Vil du forstå nervesystemet bag, ligger det i Dit nervesystem forklaret: kamp, flugt og ro. Hele emnet er samlet i Stress og søvn: den komplette guide.